Vores grundprincipper

Medborgerne organiserer lokale fællesskaber, så de sammen kan arbejde for et værdigt og bæredygtigt samfund til det fælles bedste.

Handlekraftige borgere er fundamentet for et levende lokalsamfund og et stærkt demokrati. Medborgerne arbejder for at styrke almindelige borgeres demokratiske handlekraft og evne til at deltage aktivt i samfundet, så de kan skabe forandringer til det fælles bedste, og styrke de fællesskaber og det lokalsamfund, som de er en del af.

Vores metode er at opbygge bredt forankrede, lokale borgeralliancer. Disse borgeralliancer samler lokale fællesskaber på tværs af tro, social baggrund, fag, fritidsinteresser, alder og foreninger, så de i fællesskab kan opnå politisk indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres hverdag og deres fremtid. Vi opbygger nye ligeværdige og tillidsfulde relationer mellem lokale borgere. Målet er at styrke deres handlekraft og lederskab, og gøre dem i stand til at gå sammen og handle på de udfordringer, de møder – ikke på trods af, men i kraft af deres indbyrdes forskellighed og mangfoldighed.


Vores grundprincipper

Vores arbejde tager udgangspunkt i vores 7 grundprincipper:

1. Vi binder civilsamfundets mangfoldighed sammen
Civilsamfundets vigtigste kendetegn er mangfoldighed, og derfor bør det også være det vigtigste kendetegn ved vores alliance. Civilsamfundets institutioner og fællesskaber bliver styrket, når de arbejder sammen og har knyttet indbyrdes bånd. Vi arbejder for at styrke relationerne og den gensidige forståelse mellem vores medlemmer, så de i stadigt højere grad ser ud over deres egne organisationer, og samarbejder og samtænker med andre, der arbejder for lignende mål. Når vi finder sammen på tværs af vores forskelligheder og arbejder for en fælles sag, er vi et levende bevis på civilsamfundets styrke og handlekraft.

2. Vi hjælper folk til at hjælpe sig selv
Vi arbejder efter én ufravigelig regel: Gør aldrig for andre, hvad de er i stand til at gøre for sig selv. Det er omdrejningspunktet for vores tilgang til uddannelse, lederskab og organisering. Vi mener ikke, at man hjælper folk, når man blot gør dem til passive modtagere af ydelser eller støtte. I stedet er den mest værdifulde, vedvarende og bæredygtige form for udvikling – hvad enten det er mentalt, socialt og politisk – den udvikling, som folk selv aktivt vælger og påtager sig at føre ud i livet. Vi hjælper dem blot med at komme i gang.

3. Vi lærer gennem handling
Vi mener, at den bedste måde at lære på er ved at gøre det selv. Det er gennem planlægningen, afholdelsen og evalueringen af vores aktioner og kampagner, at den største læring finder sted. Vi lærer også af de mange programmer, indsatser og initiativer, som forvaltninger og fonde sætter i værk. For selvom de ofte forbedrer bygningerne, parkerne og vejene, så styrker de sjældent vores lokalsamfund, og derfor viser de sig ofte ikke at være bæredygtige i længden.

 4. Vi genopbygger civilsamfundet én samtale ad gangen
Vi tror på samtalens magt. Et stærkt lokalsamfund er bundet sammen af samtaler, hvor vi møder den anden og lærer af dennes perspektiver, historier, indsigt og begejstring. Hvis vores fællesskaber kun er drevet af forpligtelser og dårlig samvittighed uden dybere bånd mellem mennesker, vil de falde fra hinanden. Den eneste løsning er at skabe disse bånd – en for en, samtale for samtale, så vi igen kan lære hinanden at kende og indgå i forpligtende, gensidige fællesskaber.

5. Vi skaber ledere, der kan hjælpe andre
Lederskab handler helt grundlæggende om at give andre muligheden for at udvikle og realisere deres evner, så de selv kan være ledere. Ledere og ansvarsfulde borgere fødes ikke, men skabes gennem læring, udfordring og udvikling. Det er vores erfaring, at langt størstedelen af Danmarks befolkning er i stand til at forstå, lytte, tale om og forholde sig til de udfordringer, som de møder i deres hverdag og i deres lokalsamfund. Men alt for ofte bliver de ignoreret. De ved ikke, hvordan de skal komme i gang, og risikerer at blive overmandet af ligegyldighed og håbløshed. Kernen i vores arbejde er at skabe rammerne og mulighederne for, at disse individer kan udvikle sig som ledere: At mødes med mange forskellige mennesker, tale offentligt til forsamlinger og i medier, forstå samfundets magtstrukturer, sidde med ved forhandlingsbordet, og inspirere andre til at gøre det samme.

6. Vi tjener vores egne penge
Vi hverken søger eller modtager offentlig støtte til vores kerneaktiviteter. Vi mener, at en organisations styrke afspejles i hvordan den organiserer sine penge. Den eneste måde vi kan sikre vores selvstændighed er ved at betale vores regninger selv. Uden finansiel uafhængighed er der meget lidt politisk uafhængighed. Vores økonomi er baseret på de kontingenter, som vores medlemsorganisationer betaler. Vi søger altid at arbejde professionelt og effektivt. Hvis folk sætter pris på vores arbejde, vil de også være villige til at betale for det.

7. Vi søger politisk slagkraft
Vi arbejder for at opbygge en form for magt, der bygger på relationer og tillid – ikke på penge eller embeder. Det er en form for magt, der er gensidig – hvor begge parter anerkender hinanden, lader sig påvirke af hinanden og indbyrdes respekt opstår. Vi ved, at det ikke er let at opbygge en sådan magt. Og at spændinger, følelser, konflikt og uvished er en del af det offentlige liv, som vi søger at påvirke.

Vores mål er at indtage en position i den fortsatte bevægelse af konflikt, forløsning og forandring, hvor vi i fællesskab udvikler samfundet. Vi søger ikke at dominere. Vi påstår ikke, at vi er hele samfundet. Men vi insisterer dog på at blive anerkendt som en vigtig og bærende del af denne helhed, og derfor en vigtig del af samfundets videre udvikling.


Vær med Spred budskabet

get updates