Velkommen til Tro i Harmoni

I ugen op til Mærkesagsvalget kunne Medborgerne med stor glæde byde foreningen Tro i Harmoni velkommen som nyt medlem i alliancen.

Tro i Harmoni er en interreligiøs forening, der har sit udspring i det mangfoldige liv på Nørrebro-Nordvest. Som forening arbejdes der for at skabe et lokalt fællesskab med fokus på harmoni, åbenhed, respekt, dialog og glæde mellem forskellige trosretninger.

”Derfor var det også en glæde for os, at Mærkesagsvalget fandt sted i Imam Ali Moskeen, så der blev skabt ny viden, nye møder og nye relationer mellem en religiøs institution og de deltagende organisationer. Vi har så mange fælles interesser på kryds og tværs, når vi ikke lader os forføre af medier og politikere til at tænke ”dem” og ”os””, forklarer forkvinde for Tro i Harmoni Anna Eskelund.

Det mangfoldige og interreligiøse grundlag i Tro i Harmoni ses tydeligt i foreningens bestyrelse, der udgøres af jøder, muslimer, sikher, buddhister og kristne. Og foreningens mange aktiviteter i bydelen afspejler også det mangfoldige fokus. Løbende inviterer Tro i Harmoni til blandt andet dialogaktiviteter, fællesspisning, oplæg og fortællinger om trosretninger og åbent hus i forskellige religiøse institutioner.

”Vi har fokus på at skabe en oplevelse af, at religiøs forskellighed er en rigdom og ikke en trussel. Vi vil vise, at den historie, som medierne fortæller om konflikter, der har udgangspunkt i tro, er undtagelsen snarere end reglen. For selv om vi tror på noget forskelligt, er vi ikke hinandens fjender, og der er intet i vores respektive hellige skrifter, der byder os at være fjender – tværtimod.

Som medlem af Medborgerne glæder Tro i Harmoni sig til at arbejde videre med at styrke det mangfoldige fællesskab og sikre større indflydelse for civilsamfundet. ”Så vi er glade for at være en del af Medborgerne og glæder os til fremtidigt samarbejde på kryds og tværs.”, fortæller Anna Eskelund.

IMG_4540.JPG

Showing 1 reaction

Please check your e-mail for a link to activate your account.
  • Natasha Al-Hariri
    published this page in Nyheder 2017-05-11 14:13:02 +0200

Vær med Spred budskabet

get updates