Fremtidens Nørrebro Station til debat

Der var fuldt hus, da vi samlede lokale borgere og lokalpolitikere til debat om Fremtidens Nørrebro Station i går. Handlekraftige borgere delte deres historier og visioner for området – og lokalpolitikerne forpligtede sig på at prioritere et løft af Nørrebro Station til efterårets budgetforhandlinger.

Lygten Station. 75 engagerede borgere. Fire stærke personlige fortællinger. Fire klare krav og én vision. Tre lokalpolitikere. To medlemmer af Nørrebro Lokaludvalg. Og stadsarkitekt Tina Saaby. Det var ingredienserne til en stærk paneldebat om Fremtidens Nørrebro Station i går.

Over de sidste 20 år har Københavns Kommune gang på gang udskudt at give området et løft. Men metro-cityringen står færdig næste år, og nu kan det ikke udskydes længere. Marcus Vesterager (A), Fanny Broholm (Å) og Christopher Røhl (B) var mødt op for at lytte til borgernes krav til et løft af Nørrebro Station, og fik masser af argumenter med hjem til, hvorfor de skal prioritere Nørrebro Station til efterårets budgetforhandlinger.

Som del af debatten præsenterede vi Medborgernes vision for udvikling af området, og bad politikerne forpligte sig på et samarbejde om at løfte denne vision og de tilhørende krav politisk på rådhuset.

Både Marcus Vesterager og Fanny Broholm, der begge sidder i Teknik- og Miljøudvalget forpligtede sig på at gøre alt hvad de kan for at skabe opbakning til et løft af Nørrebro Station. Christopher Røhl, der sidder i Kultur- og Fritidsudvalget, lovede at arbejde for at sikre bedre udsmykning, der kan mindske hærværk og utryghed omkring stationen.

TV2 Lorry lavede følgende indslag fra debatten:

#MinNørrebroStation

Som del af vores arbejde med kampagnen har vi haft mange hundreder samtaler med lokale borgere. Og igen og igen har disse samtaler vist det fællesskab, der er i vores bydel. En bydel med en kæmpe rummelighed og særpræg og sjæl og mennesker, der respekterer og stolt fremhæver forskelligheden. Folk sætter i høj grad andres behov før deres egne, når de bliver spurgt om, hvordan området omkring stationen skal udvikles.

Derfor valgte vi til aktionen i går at ændre kampagnens navn fra #TrygNørrebroStation til #MinNørrebroStation – netop for at vise, at det ikke kun handler om tryghed, men om, at vi alle skal være med til at forme fremtiden for Nørrebro og Nordvest. Og sikre, at området er et rart sted at være for alle – uanset om de er børn, ældre, unge studerende, hjemløse eller nogen helt femte.

For os handlede "Tryg Nørrebro Station" ikke om at gøre Nørrebro og Nordvest til "strømlinet" kopi af Nørreport. Vi arbejder netop for at bevare særpræget og sjælen i Nørrebro/Nordvest. Men vi reagerer på den mangel på respekt, der er for vores kvarter, når der i så mange år har manglet offentlige toiletter, lys og vedligehold. For os er lugten af pis ikke det, der er fedt ved Nørrebro Station.

Vi kommer til at følge op med både medier, lokalpolitikere og vores lokale medborgere for at sikre, at vi får et fælles, positivt svar på spørgsmålet: "Hvad vil du gøre for at gøre det til *din* Nørrebro Station?"

Be the first to comment

Please check your e-mail for a link to activate your account.

Vær med Spred budskabet

get updates